Specialer
Forskerordningen
Til dig, der skal arbejde i Danmark som højtlønnet specialist eller forsker, og til arbejdsgivere, der ansætter fra udlandet. Her gennemgår vi de betingelser, der afgør, om forskerordningen kan bruges, og hvor den typisk går galt.
En samlet skat på 32,84 % i op til syv år lyder enkelt. Men forskerordningen er en af de mest betingelsestunge ordninger i dansk skatteret, og betingelserne skal være opfyldt fra dag ét. Fejl kan som regel ikke repareres bagefter.
Vi har håndteret forskerordningen for både forskere, specialister og deres arbejdsgivere i mange år. Vi kender de situationer, hvor ordningen ser ud til at passe, men ikke gør det, og de detaljer i kontrakt og tilflytningsforløb, der afgør sagen. Jo tidligere vi kommer ind, jo flere muligheder er der åbne.
Sådan arbejder vi med forskerordningen
- Forhåndsvurdering af om betingelserne kan opfyldes
- Planlægning af tilflytning og ansættelsesstart
- Gennemgang af kontrakt og vederlagskrav
- Håndtering af registrering og dialog med Skattestyrelsen
- Rådgivning ved orlov, lønændringer og jobskifte undervejs
Hvem kan komme på forskerordningen?
Ordningen har to spor. Som højtlønnet medarbejder skal du have en gennemsnitlig månedsløn på mindst 65.400 kr. i 2026 (78.000 kr. i 2025) plus ATP-bidrag. Som forsker skal du have en forskeruddannelse på mindst ph.d.-niveau, og her er det uddannelsen og stillingen, der er afgørende, ikke lønnen.
Lønkravet opgøres før arbejdsmarkedsbidrag som et gennemsnit i kalenderåret. Arbejdsgiverens bidrag til en godkendt pensionsordning tæller med, mens fx fri kost og logi og feriepenge ikke gør. Ligger gennemsnittet under grænsen, kan ordningen ikke bruges for det år.
- Du må ikke have været fuldt skattepligtig til Danmark eller begrænset skattepligtig af fx løn, bestyrelseshonorar eller erhvervsindkomst inden for de seneste 10 år før ansættelsen.
- Du må ikke eje 25 % eller mere af arbejdsgiverselskabet eller råde over mere end 50 % af stemmerne, hverken under ansættelsen eller i de 5 år før. Nærtståendes ejerandele tæller med.
- Arbejdsgiveren skal som udgangspunkt være skattepligtig i Danmark.
Hvornår begynder og slutter ordningen?
Den danske skattepligt skal indtræde som følge af ansættelsen. Praksis accepterer et ophold i Danmark på op til en måned før ansættelsen begynder, fx for at finde bolig. Kommer du tidligere, eller finder du først jobbet efter ankomsten, kan ordningen være udelukket.
Ordningen kan bruges i op til 84 måneder, og månederne kan fordeles over flere perioder, så længe betingelserne er opfyldt i hver periode. Når de 84 måneder er brugt, beskattes lønnen efter de almindelige regler.
Hvad sker der ved jobskifte, orlov og lønændringer?
Skifter du job undervejs, kan du fortsætte på ordningen, hvis du tiltræder den nye stilling senest en måned efter, at den tidligere er ophørt. Den nye ansættelse skal selv opfylde alle betingelser, herunder lønkravet.
En lønnedgang, et skift til deltid eller en længere orlov kan betyde, at gennemsnitslønnen i kalenderåret falder under grænsen. Konsekvensen rammer hele året, så ændringer bør regnes igennem, før de aftales.
Hvad betyder ordningen for fradrag og din øvrige indkomst?
Lønnen under ordningen beskattes med 27 % plus arbejdsmarkedsbidrag, og der gives ikke fradrag i den. Undtagelsen er dokumenterede obligatoriske sociale bidrag til udlandet.
Anden indkomst end lønnen under ordningen, fx renter, udbytte og lejeindtægt, beskattes efter de almindelige regler. Har du væsentlige indtægter eller udgifter ved siden af lønnen, bør de indgå i vurderingen af, hvad ordningen reelt er værd for dig.
Ofte stillede spørgsmål
Hvor meget skal jeg tjene for at komme på forskerordningen i 2026?
Som højtlønnet medarbejder skal din gennemsnitlige månedsløn være mindst 65.400 kr. i 2026 plus ATP-bidrag. Lønnen opgøres før arbejdsmarkedsbidrag, og arbejdsgiverbetalt pension i en godkendt ordning tæller med. For forskere med en ph.d.-grad er det uddannelsen og stillingen, der er afgørende.
Kan jeg bruge forskerordningen, hvis jeg har boet i Danmark før?
Kun hvis du ikke har været skattepligtig til Danmark af løn og lignende indkomst inden for de seneste 10 år før ansættelsen. Tidligere perioder på forskerordningen tæller som udgangspunkt ikke med, hvis skattepligten ophørte, da ordningen sluttede. Studieophold og kortere ansættelser skal vurderes konkret.
Hvad sker der med forskerordningen, hvis jeg skifter job?
Du kan fortsætte på ordningen, hvis du begynder i det nye job senest en måned efter, at det gamle er ophørt. Den nye ansættelse skal selv opfylde alle betingelser, herunder lønkravet. Går der længere tid, kan ordningen ophøre.
Hvad sker der, når de syv år er brugt?
Når de 84 måneder er brugt, beskattes lønnen efter de almindelige danske regler, hvis du stadig er skattepligtig i Danmark. Månederne behøver ikke ligge i sammenhæng, men hver periode skal opfylde betingelserne.
Kan jeg få fradrag, mens jeg er på forskerordningen?
Der gives ikke fradrag i den løn, der beskattes efter ordningen. Undtagelsen er dokumenterede obligatoriske sociale bidrag til udlandet. Anden indkomst, fx renter og investeringsafkast, beskattes efter de almindelige regler.
Hvad betyder det for dig?
Siden er generel. Din egen situation kan godt se anderledes ud, så tal gerne med os, før du handler på den.